Inge sidder på ferie i Indien, da hun modtager en besked fra det, hun tror er hendes søn.
"Jeg har ødelagt min telefon. Kan du gemme mit nye nummer?"
Sønnen spørger ind til, hvordan Inge har det. Han fortæller, at han selv har haft en dårlig start på dagen. Telefonen er gået i stykker. SIM-kortet virker heller ikke længere, så han har fået et nyt. Derfor kan han ikke modtage bankens bekræftelseskoder, og han har brug for hjælp til at betale en regning på 32.150 kroner.
Inge tænker ikke, at noget er galt.
Tværtimod.
En uge senere skulle sønnen efter planen komme og besøge hende i Indien.
"Jeg tænkte, at det var noget, han skulle have ordnet, inden han kom," siger Inge. "Og hvis hans telefon var ødelagt, så var det jo vigtigt, at han fik styr på det. Vi skulle jo også kunne få fat i hinanden, når han landede."
En besked, der passede perfekt ind
Inge havde godt hørt om digital svindel før.
Men det var ikke noget, der fyldte i hendes hverdag, og hun kendte ingen, der havde været udsat for det.
Derfor virkede beskeden troværdig.
Den kom på det rigtige tidspunkt. Den handlede om hendes søn og talte direkte til hendes følelser. Den passede perfekt ind i den situation, hun allerede stod i.
"Jeg fattede ikke mistanke om noget overhovedet," fortæller hun.
Da sønnen beder om hjælp til at overføre pengene, undrer Inge sig en smule over, at det drejer sig om så stort et beløb.
Men netop fordi hun var så langt væk hjemmefra, ringede hun ikke bare lige til sønnen for at høre, hvad det handlede om.
På et tidspunkt foreslår hun faktisk, at sønnens far hjemme i Danmark måske kan hjælpe i stedet.
Men svindleren har det helt rigtige svar klar til det hele.
Kort efter sender Inge pengene.
"Jeg var ikke i tvivl"
Når Inge ser tilbage på oplevelsen i dag, kan hun godt se ting, hun ville have gjort anderledes.
Men i situationen føltes det ægte.
"Jeg var ikke i tvivl i øjeblikket," siger hun. "Det var jeg ikke."
Dagen efter bliver Inge kontaktet af banken, fordi de mistænker, at overførslen kan være svindel.
Der går det op for hende, hvad der er sket.
Skammen kom bagefter
Som mange andre, der bliver udsat for digital svindel, følte Inge sig flov.
"Jeg var fuldstændig ude af mig selv," fortæller hun. "Jeg følte mig dum."
Alligevel havde hun brug for at tale med nogen om det.
Hun fortalte det til mennesker omkring sig på ferien, som heldigvis mødte hende med forståelse.
I dag mener hun, at det er vigtigt, at vi taler mere åbent om digital svindel og udviser forståelse for folk, som har oplevet det.
"Det handler ikke om at være dum eller naiv," siger hun. "Svindlerne er simpelthen blevet så smarte."
Inges råd til andre
I dag er Inge mere opmærksom, når hun modtager beskeder eller indbetalinger.
Og hvis noget virker mærkeligt, undersøger hun det nærmere, før hun gør noget.
Men hendes vigtigste budskab er måske et andet:
At digital svindel ikke kun handler om teknik. Det handler om mennesker, tillid, følelser og måske endda timing.
Og derfor kan det ske for alle.
Inge har været udsat for bekendt-i-knibe-svindel.
Læs mere om, hvordan denne svindeltype virker
Inge er et dæknavn. Hun har valgt at være anonym af hensyn til sit privatliv, men historien bygger på en virkelig oplevelse.
